Formandens side
af Annie

Suppler din træning med mountain bike

Går du med drømme om at deltage i Du- og/eller TriAthlon eller bare cykle på MB-cykel i skovene: Tisvilde Hegn eller Gribskov, så tilbyder klubmedlem, Henrik Ryle, at tage dig kærligt under sine flyvende MB-vinger i november og måske december, men kun om lørdagen fra Helsinge kl 9.

Mødested aftaler man fra gang til gang, men der køres om formiddagen hver lørdag med en varighed á ca 2-3 timer. Du har mulighed for at komme gradvist i cykelform, så afhold dig ikke for at møde op, hvis du ikke føler dig i topform. Henrik Ryle, 2080 0026, henrik.ryle@me.com

***************************************************** 

Gode råd i en kold tid... 

Nu kommer den kolde tid, og så er det vigtigt med et stille udlæg på løbeturen de første kilometre (mindst 2 km, gerne mer'), hvor tempoet ikke bør overstige 10 km/t (6 min/km), gerne langsommere..!

Det er især, når der løbes langt, vigtigt at undgå at blive svedig i starten af løbeturen - altså ikke jappe afsted - tænk på travhestene i et felt: Den hest der ligger og "puller" for at komme frem forrest, er den hest der har mindst energi og overskud til målet, mens den hest, der har evnen til at lune sig i læ af feltet, har kræfterne til den flotte finish.

 

Vi er ikke heste, men det er en fordel at holde hele vejen hjem - også når løbeturene begynder at nærme sig 2 timers varighed (eller mere). Løber vi for stærkt fra starten, bliver vi for svedige, og falder vi så i tempo, måske halvvejs på løbeturen, så bliver vi udsat for kraftig nedkøling! Og der kan være forbandet langt hjem i koldt og klamt tøj...

 

Julemåneden er lige om hjørnet med travlhed for de fleste. Men prioritér klubbens gratis juleløb fra Frederiksborg Byskole, Hillerød (første søndag i december), hvor vi skal ud sammen med en masse andre løbeaktive fra vores naboklubber og varme op til julestemning. Arrangeres af LANGGARVERNE, så læs flere detaljer andet sted i bladet (under "Kommende arrangementer")

GOD JUL og GODT NYTÅR til alle. Husk der løbes alle helligdage kl 9 fra Bækkebro, undtagen 1. januar, hvor mødetidspunktet er kl 10!

**********************************************************                                                                                                                                                                                                                                                                                                                               

Tilmelding til "ekstern-løb"!

Husk når du tilmelder dig løb, altid at meddele klubnavn. Så du er til at finde under deltager- eller resultatliste. OG HUSK SÅ at skrive klubbens navn: NORDTRIM i ét ord og gerne med store bogstaver, så man nemmere kan se os og finde os på førnævnte lister. Ofte kommer det også til at stå med STORT på startnummeret. Så derfor! Husk det!!

Navnekonstellationen Nord-Trim eller Nord Trim er fra gammel tid, hvor klubben hed NORD og havde to afdelinger: Trim og Orientering. I dag hedder klubben NORDTRIM eller Nordtrim, evt nordtrim som email identitet.

Vi holder fast på vores slogan, som gennem tiderne har varieret: "Man bliver glad af at løbe" har det lydt gennem mange år. Siden 2008 har klubbens slogan været: "Vi løber os høje i NORD!" med eller uden udråbstegn. Bemærk den lille association til klubbens gamle klubnavn NORD. Dette slogan skal fremover stå på alt vores klubtøj.

Undertitlen på klubnavnet "Løbeklubben i det høje nord" eller "Løbeklubben højt mod nord" er vi gået væk fra, da det var lidt upræcist, for hvor er det lige nord er? Sjælland eller Jylland?

Skulle vi følge klubbens vedtægter, burde undertitlen måske være: "Løbeklubben i Gribskov Kommune", men da klubben IKKE er kommunal, vil vi undgå denne udbredelsesmæssige begrænsning!

Rygmærker til alle. Vi trykker ikke nogen selvklæbere i denne omgang. Det er for dyrt, og det er de færreste, der gider sætte dem på fx deres biler. Men al klubtøj bliver fremover påtrykt med rygmærket.

 

********************************************************